Viviane Cauwbergs er barnebarn af Evrard Cauwbergs, der blev arresteret under den anden razzia i Meensel-Kiezigem og deporteret til koncentrationslejren Neuengamme, hvor han døde. Viviane fortalte os om sin opvækst med en far, hvis far døde i nazisternes hænder, om den tavshed, der længe omgav hendes bedstefars historie, og om hendes vej til at blive aktiv i den nationale forening Meensel-Kiezigem ’44.
Hvordan fandt du ud af din bedstefars historie?
Jeg var en 14-årig pige, da min mor bad mig om at rydde op i nogle skuffer. Jeg fandt en meget gammel tegnebog med penge, som jeg ikke genkendte. Jeg gik til min far, Theopiel Cauwbergs, og spurgte ham, hvad det var. Han gav kun et kort svar på spørgsmålet: »Du skal lægge tegnebogen tilbage i skuffen, og den må ALDRIG tages ud igen.« Jeg var dybt chokeret og gjorde, som min far sagde. Da mine forældres hus blev solgt efter deres død, fandt jeg den samme tegnebog igen. Den indeholdt ikke kun pengene, men også adskillige dødsattester for afdøde deporterede fra Meensel-Kiezegem. Først da forstod jeg de følelser, min far havde, da jeg stillede spørgsmålet.
Min far talte aldrig om krigsårene. Han og hans ældste bror var modstandskæmpere, og lejlighedsvis fik de besøg af andre modstandskæmpere i vores hus. Når det skete, måtte min mor og børnene ikke komme ind i stuen, undtagen for at servere drikkevarer, men selv da fandt der ingen samtaler sted. Under den anden razzia kom tyskerne efter de to ældste sønner. Da de var i skjul som modstandskæmpere, tog de deres far med. Det må have været utroligt svært for min far at affinde sig med dette, at bære det med sig gennem hele livet og ikke tale med nogen om det. På den ene side beundrer jeg ham for det, men på den anden side undrer jeg mig over, hvorfor han ikke ville tale om det med sine børn.
Han deltog hvert år i mindehøjtideligheden for krigsofrene og sørgede for, at der blev lagt blomster ved hans fars mindesten og hans mors grav. Et vendepunkt kom med filmatiseringen af bogen »Zeugen« (Vidner) af Oktaaf Duerinckx. Det skete en søndag, da de filmede arrestationen af hans far, Evrard Cauwbergs. Om eftermiddagen kom han kort hjem for at spise og sagde med tårer i øjnene: »Nu har jeg set, hvordan de arresterede min far.«
Den tidligere fond »Meensel-Kiezegem’44« havde fået tilladelse til at opføre et mindesmærke med titlen »The Desperation of Meensel-Kiezegem« i de tidligere SS-haver ved Neuengamme-koncentrationslejrens mindesmærke. I 1998 fandt den første minderejse til Neuengamme sted, hvor min bedstefar, den første af de deporterede fra Meensel-Kiezegem, mistede livet. Min fars ønske om at besøge det sted, hvor hans far var død, gik i opfyldelse. Efter rejsen fortalte han om det, han og vores mor havde set. Og han sagde: »Næste år kommer Oktaaf tilbage, og vi tager med ham.«
Min mand, min yngre bror og jeg var så heldige at besøge flere tyske koncentrationslejr-mindesmærker sammen med mine forældre og svigerforældre ved flere lejligheder. En gang, da min far stod ved mindesmærket ved krematoriet sammen med mine svigerforældre, bøjede han sig ned og sagde: »Det var her, min far forsvandt gennem skorstenen.« Det ville han aldrig sige til sine egne børn.
Vi fandt heller aldrig ud af, hvad han havde lavet i modstandsbevægelsen.
Hvilken indflydelse har din familiehistorie på den person, du er i dag?
Efter hendes mands død i Neuengamme blev min bedstemor enke med ni børn. Denne tragedie førte til et meget stærkt bånd mellem søskende. Gennem hele deres liv hjalp de hinanden, støttede hinanden i svære stunder og glædede sig sammen. Dette sammenhold afspejlede sig også i deres børn, og jeg er heldig at være vokset op i en så vidunderlig familie. I bussen til Neuengamme sagde min fars yngste søster, Tom Devos’ bedstemor, til mig: »Jeg kan ikke huske meget om min far, for jeg var seks år, da han blev arresteret. Men vores bror var vores far.« Det er beundringsværdigt, at min far tog sig af sine søskende som en far i en ung alder. Det er dog lidt uheldigt, at de aldrig talte om min bedstefars deportation og død. Jeg må acceptere dette, fordi jeg tror, det var det, familien ønskede.
For mine forældre, tanter og onkler er mindetavlen ved det tidligere krematorium det vigtigste sted i Neuengamme-koncentrationslejrens mindesmærke. Derfor lægger familien Cauwbergs blomster der hvert år. I begyndelsen af 2003 mistede jeg min far og mor inden for to uger. I august samme år havde jeg en meget vanskelig og følelsesladet tid ved mindetavlen. Så så jeg igen billederne fra det år, hvor min far, hans bror og hans tre søstre lagde blomster der. Jeg gik væk, og Oktaaf Duerinckx kom for at trøste mig. Det vil jeg aldrig glemme, og jeg er ham meget taknemmelig. I alle de følgende år blev jeg altid ved krematoriet indtil slutningen og græd, fordi jeg ved, at dette var et meget specielt sted for min far. For et par år siden delte jeg dette med Katrin og Magda Duerinckx. De kan forstå, hvordan jeg har det, fordi deres bedstefar, Ferdinand Duerinckx, også døde i Neuengamme. Disse to dejlige damer har stået ved min side og støttet mig lige siden, hvilket giver mig trøst!
Hvilke elementer af din familiehistorie og dine værdier vil du give videre til den eller de næste generationer?
-Efter min erfaring er familieforhold utroligt vigtige. Vi skal respektere hinanden, stole på hinanden og tage os tid til at hjælpe hinanden.
-Ofrene for 1. og 2. verdenskrig bør fortsat mindes.
-Den yngre generation bør mindes om aldrig at stemme på højreekstreme partier. Besøg i tidligere koncentrationslejre eller museer som Museum44 er afgørende for at øge bevidstheden om krigens konsekvenser blandt unge mennesker.
-Der foregår stadig kampe overalt i verden, tænk bare på Rusland og Ukraine. Vi bør stræbe efter »aldrig mere krig«, men jeg tror, det er en utopi.
Hvordan blev du involveret i den nationale forening Meensel-Kiezigem ’44? Hvad betyder dit engagement for dig?
Den tidligere fond »Meensel-Kiezegem’44« opfyldte min fars ønske om at besøge Neuengamme-koncentrationslejrens mindesmærke. Derfor blev jeg medlem af denne organisation. Efter fusionen i slutningen af 2015 blev jeg valgt til sekretær for den nye forening, N.C.P.G.R. – Meensel-Kiezegem’44.
Jeg er fast besluttet på at sikre, at begivenhederne i Meensel-Kiezegem i august 1944 aldrig går i glemmebogen. Det er også derfor, min yngste bror og jeg frivilligt hjælper med at oprette Museum44 i den tidligere præstegård i Meensel.
For nogen tid siden modtog jeg en meget venlig kompliment fra min fars yngste søster. Hun sagde til mig: »Vores Fille ville have været meget stolt af dig og Stefaan for alt det, I gør.« Og det er sandt: Jeg gør det ud af dyb respekt for min afdøde far!
