© Janine Grassin
Aurélie Boisseau er oldebarn af Raphaël Gicquel, en modstandskæmper fra Frankrig. Da Gestapo fandt de våben, han havde gemt på sin gård, blev han arresteret og deporteret til koncentrationslejren Neuengamme. Han døde ombord på Cap Arcona den 3. maj 1945.
Hvordan fandt du ud af historien om din oldefar?
Da jeg som 8-årig i skolen lærte om Holocaust og gaskamrene, blev jeg forfærdet og talte med min far om det. Han fortalte mig historien om sin farfar Raphaël. Jeg havde set hans portræt i min oldemors og min mormors, som var hans ældste datter, hjem, men de talte ikke rigtig om ham. Da jeg voksede op i nærheden af hans gård, kendte jeg de steder, hvor han havde boet og deltaget i modstandsbevægelsen. Hans historie føltes fysisk tæt på mig, og jeg ville gerne vide mere om fortiden.
Hvilken indflydelse har din familiehistorie på den person, du er i dag?
Jeg føler mig tæt knyttet til alle forfulgte grupper. Jeg kan ikke udstå uretfærdighed og racisme, og det er sandsynligvis min familiehistorie, der gør mig mere følsom over for historie, politik og krige. Jeg har studeret historie, er blevet historielærer og er blevet medlem af en forening, der kæmper for menneskerettigheder.
Hvilke elementer af din familiehistorie og værdier vil du give videre til de næste generationer?
En dag vil jeg gerne forklare mine børn om modstandsbevægelsen og nazilejrene og kæmpe for værdier som frihed, tolerance, lighed og solidaritet. Modstand betyder, at man skal informere sig, sige sin mening og gøre sit yderste for at bekæmpe forfølgelse og udstødelse. Man skal kende historien for at være bevidst om truslen fra højreorienterede nationalister, hvis mål er at omskrive historien og overtage magten. Derfor er historikernes og mindesmærkeforeningernes arbejde uundværligt.
Hvordan kom du til at engagere dig i den franske Amicale? Hvad betyder dit engagement for dig?
I 2013 var jeg med mine elever i Auschwitz-Birkenau-mindestedet og ville derefter besøge Neuengamme for første gang, men jeg ville rejse dertil med den franske Amicale, som min bedstemor havde gjort i 1995. Efter denne bevægende og interessante rejse meldte jeg mig ind i den franske Amicale, fordi jeg havde lært meget på de få dage. Jeg havde mulighed for at møde overlevende og familier til tidligere fanger, men også tyskere, der arbejder med erindringskultur. Jeg har lært, hvordan jeg kan søge efter oplysninger om min oldefar og koncentrationslejren Neuengamme. Man skal kende andre familiers historier for at lære mere om sin egen families historie. I Amicale bliver alle behandlet som familie, uanset alder, erhverv og bopæl, fordi man deler de samme humanistiske værdier. Man kan gennemføre fælles projekter for at videregive viden om fortiden og fremme tolerance. Men siden mine børn blev født, har jeg mindre tid til foreningen.
