Den danske forening, Landsforeningen af KZ-fanger fra Neuengamme (i daglig tale Neuengamme-foreningen), har eksisteret i 60 år. Kort efter oprettelsen begyndte bestyrelsen at arrangere årlige ture til mindestedet Neuengamme (som dengang var et fængsel) og også til udekommandoer. Man kørte i starten i private personbiler og mødtes på aftalte steder og tidspunkter. Den daværende formand, Holger Grome, kaldte disse ture ”pilgrimsture” og navnet har hængt ved siden. Hovedformålet med turen var at lægge en krans eller blomster med foreningens bånd, i respekt for dem, der led der, og for at minde nutiden om at disse umenneskelige forhold ikke må glemmes. Men lige så vigtig var det, at man kunne mødes med ligesindede og snakke om fælles oplevelser i KZ-lejrene, som ingen andre kunne sætte sig ind i.
Nu er der ingen tilbage af de tidligere KZ-fanger, så foreningens medlemmer består hovedsagelig af efterkommere samt andre interesserede. I år var foreningen på en meget interessant og anderledes tur, som hermed beskrives. Formand Helle Nielsen og hendes mand, Leif Nielsen, havde haft et stort arbejde med at arrangere denne tur og søge fondspenge, således at deltagergebyret var rimeligt.
1. dag på pilgrimsturen
Vi mødtes om morgenen ved en station i København og kørte i vores lejede bus sydpå. Der var opsamling et sted mere, og rejsen fortsatte med færge til Tyskland. I alt var vi 13 personer, inkl. hele bestyrelsen. I Heiligenhafen spiste vi dejlig Wienerschnitzel og turen fortsatte til Hannover, som var første destination og hvor vi skulle bo på hotel i 3 dage.
Efter aftensmad samledes vi, og Finn Verner Nielsen og Marianne Rüsz fortalte om deres besøg i det område, hvor den tidligere KZ-lejr i Dalum lå. De rejste sammen med Ole Blædel, og de havde opdaget og kortlagt de for længst glemte og tilgroede pansergrave. Disse oplysninger var også kommet til veje ved hjælp af Kari Lis Hjulgaard, som kunne affotografere med drone. Det var rigtig spændende at høre om, og snakken gik også om de nærliggende udekommandoer. Blandt deltagerne var flere pårørende til fanger, der netop havde været i både i Neuengamme og i udekommandoer.
2. dag på pilgrimsturen
En hyggelig og interessant ”afslapningsdag”.
Bussen kørte os til Hameln – den ligger cirka en times kørsel fra Hannover. Hameln er den by hvor rottefængeren i 1284 huserede. Det er en hyggelig lille by med mange smukke huse.
Vi spiste frokost på hovedgaden, og sørme om ikke rottefængeren (en guide) kom spadserende fløjtende ned ad hovedgaden med en flok turister.
Dernæst havde vi en rigtig dejlig sejltur på Weser-floden. Det var en rigtig hyggelig tur og dejlig at se den smukke natur.
Dagen sluttede med en kranse-nedlæggelse ved Hannover Stöcken KZ. Det var en lejr, hvor man fremstillede batterier (Varta batterier) blandt andet til ubåde. Hasse Jensens far havde arbejdet i den lejr, og Hasse holdt en meget fin lille tale ved monumentet, inden han lagde vores krans. Der er intet tilbage af lejren – kun monumentet og nogle oplysende plancher.
Om aftenen hørte vi om Porta Westfalica ved Niels Gyrsting. Det var barske ting, man fik at vide. Uhyggeligt høje dødstal. Men det gav en god snak om forholdene i diverse KZ-lejre, og mange små beretninger og citater kom frem.
3. dag på pilgrimsturen
Vi havde på forhånd skaffet en aftale med de frivillige, der arbejder med KZ-Gedenk- und Dokumentationsstätte Porta Westfalica.
Vi mødtes med Torben Lange foran hotel Kaiserhof, hvor KZ-fangerne hovedsagelig i 1944-1945 boede og spiste i en tidl. festsal i en bygning bag hotellet. Fangerne udførte hårdt arbejde i minegangene. Sovebarakken er nu væk, men vi hørte om de forfærdelige forhold fangerne levede under. De fik meget sparsomme madrationer og arbejdede i 12 timers skift 7 dage om ugen. De fik ofte tæsk og smitsomme sygdomme florerede livligt. Dødsprocenten var derfor skræmmende høj – omkring 40 %. Torben Lange var en fantastisk guide. Han fulgte os rundt til de steder, vi var interesseret i – og brugte mange timer sammen med os. Han – og de andre frivillige – er virkelig ildsjæle, der har været med til at få en fraktion af minen åbnet for offentligheden, således at der er guidede rundvisninger lørdag og søndag i sommerhalvåret. Guiderne fortæller ikke kun om minedrift og tekniske fakta, men vægten er lagt på beretninger om de forfærdelige forhold KZ-fangerne havde.
Efter Kaiserhof kørte vi til den åbne mine Dach1 (som ellers var lukket for vinteren, men de åbnede den venligst for os). Her skulle vi tage hjelme på inden vi gik ind, og en anden frivillig, Torsten, sørgede for belysning de steder, vi kom. Det må have været et kæmpe arbejde for KZ-fangerne at udvide minegangene både i højden og bredden og lægge betongulv. Der var 10 °C i minen året rundt.
Turen gik videre til en kirkegård i Barkhausen, hvor mange af de afdøde KZ-fanger var blevet begravet. Var der flere, der døde samme dag, blev de begravet i samme grav. Efter krigen kom de forskellige lande dertil for at hjemtage deres afdøde borgere. Men der ligger stadigvæk 78 fange, som er ukendte. Vi lagde blomster med foreningens bånd både ved Dach1 og ved mindestenen på kirkegården.
Derefter var vi inviteret på rådhuset og der var taler fra både den nuværende borgmester, Karl Erich Schmeding, og den tidligere borgmester, Bernd Hedtmann, som også er formand for foreningen. Thomas Lange deltog selvfølgelig også – og han informerede om fremtidsplaner for minen. De håber på at kunne skaffe midler, så de kunne åbne et museum i nogle containere til næste år. Og vi ønsker dem naturligvis al mulig held og lykke med projektet.
De var meget interesseret i at få forbindelse med Danmark, da de stadigvæk mangler mange oplysninger om de KZ-fanger, der arbejdede i minegangene. Der er ikke mange personlige beretninger om den tid. De udtrykte stor begejstring for den danske læge, Jørgen Kieler, som havde skrevet om Porta Westfalica i sin bog ”KZ-lejrenes patologi”. Kieler var medicinstuderende og han blev i starten sat til at arbejde i revieret. Desværre uden ret mange hjælpemidler og medicin til alle de sygdommer, der florerede. Kieler har efter krigen også været på besøg flere gange.
Vores besøg blev nævnt på foreningens hjemmeside. Du kan læse indlægget her.
Til slut gik vi over til et meget smukt mindesmærke. Mindesmærket lå i Hausberge i en lille park i nærheden af rådhuset. Thomas Lange havde sørget for at købe en meget, meget flot krans som Helle og Marianne lagde. Det var en helt speciel dag med masser af indtryk, og vi har stor respekt for det kæmpestore arbejde, de frivillige udfører i Porta.
Også denne aften fik vi lidt mere at tænke over. Niels Gyrsting havde medbragt en tale, som han læste op. Den var skrevet af Biskop Vincent Lind til en generalforsamling i foreningen “50’erne fra Porta” den 13. Sep. 1987. Foreningens medlemmer var tidl. KZ-fanger fra Porta. Foreningen hed dette, fordi det første hold danskere, der kom til KZ-lejren Porta fik fangenumre, der begyndte med 50. Man mener, der var 225 danskere, der blev sendt dertil. Det var en meget smuk og bevægende tale, hvor biskoppen dvælede ved alle de KZ-fanger, der døde i KZ-lejren eller umiddelbart efter befrielsen. Og det var mange. Et udmærket punktum på en dag fyldt med informationer om denne forfærdelige arbejdslejr.
4. dag på pilgrimsturen
Vi forlod Hannover og kørte mod Bergehof.
På vejen besøgte vi Bunker Valentin, som ligger ved Weserfloden (Bremer Farge). Det er en kæmpemæssig bunker, som blev bygget i perioden 1943- 1945. Den skulle benyttes til at fremstille ubåde.
Bygningen er mega-stor: 400 meter lang og delt op i flere sektioner. Der var 10.000 mænd, der arbejdede med byggeriet, og langt de fleste var KZ-fanger. Man mener 1.600 fanger mistede livet under de forfærdelige arbejdsforhold. Andre data siger 4.000.
Udenfor bunkeren lå nogle store olietanke, som var gravet ned. De var dengang ikke taget i brug og her blev en del KZ-fanger jaget ned for at sove. I øvrigt var der også flere andre Neuengamme KZ-udelejre i nærområdet. Så vidt vi ved, var det ikke nogle danske KZ-fanger, der arbejdede der.
Det er et fantastisk bygningsværk, men også meget skræmmende.
I marts 1945 sendte England en del bombefly med specielt kraftige bomber ned over bunkeren, og det lykkedes dem at sprænge sig igennem dele af det 7,5 meter tykke betontag. Dette medførte at produktionen af ubåde aldrig kom i gang. Meget heldigt, da man estimerede, at når anlægget var færdigt, så kunne der sendes en nybygget ubåd afsted hver 56. time – altså efter ca 2,5 dage.
Efter en dejlig middag var der igen ”godnat historie”. Det var Hasse, der havde medbragt adskillige fotografier, tegninger og lister som han havde arvet efter sin far. Det var sjovt og interessant at se brun/ sorte fotos fra pilgrimsture – bla. også til det det gamle Østtyskland, og kigge på dokumenter lavet på stencils. Det kom det også megen god snak ud af – og flere kunne jo genkende forældre på de gamle fotos.
5. og sidste dag på pilgrimsturen
Kl 09:30 kørte bussen mod mindestedet Neuengamme, hvor vi havde en aftale med deres Dr. Alexandre Froidevaux fra Bildung und Studienzentrum.
Vi mødtes ved krematorie-pladsen, hvor Dorthe lagde kransen. Hendes far havde været fange i lejren og formand for Neuengammeforeningen i mange år.
Alexandre bød os velkommen og spurgte ind til vores ønsker om besøget. Vi havde ikke så megen tid, og det var lidt forskelligt hvad de forskellige deltagere ønskede at kigge på/ besøge. Han tilbød at vise os den tidligere kommandant-bolig, hvor der snart skulle åbne en udstilling. Det kunne vi selvfølgelig ikke stå for. Kun enkelte havde set den før.
I dette hus havde kommandanten boet med hustru (som døde ret tidligt) og fem børn. KZ-lejer fanger, som man fandt egnede, arbejdede som tjenere, gartnere, mv. Naturligvis et meget attraktivt job, da man fik mere at spise og hygiejnen var bedre end i selve lejren. Men man blev også meget misundt.
Må have været meget bizart at have et familieliv i et hus, hvor der- lige på den anden side af hækken – befandt sig tusindvis af sultede, udmattede og syge KZ-lejer fanger.
Mange gik derefter over i den permanente udstilling, som er rigtig, rigtig god – man lærer noget hver gang man er der. Men det ville tage mange dage at komme igennem det hele, så det bliver i små bidder.
Efter at have taget afsked med mindestedet, spiste vi madpakker fra hotellet i bussen – og nåede en tidlige færge kl 14:45. Så vi blev sat af i København kl 17:30.
Alle var enige om at det var en meget fin, interessant og varieret tur – men også rørende. Og vi vil gerne udtrykke en stor tak til de personer, der tog sig tid til at tale med os og vise os rundt. Det betød virkelig meget. Og naturligvis også en stor og varm tak til vores dygtige chauffør, Mogens Dyre Frederiksen.
