”Man skal ikke hade, men man skal heller ikke glemme.”

Sidste år havde den danske “Landsforening af KZ-fanger fra Neuengamme – vennekredsen” (også kaldet Neuengammeforeningen) glædet sig specielt meget til at komme til mindestedet Neuengamme i anledning af 75- året efter befrielsen. Desværre var det ikke muligt grundet Corona, og også her i 2021 er det meget usikkert, hvorvidt man kan rejse. Vi har selvfølgelig stor forståelse for at restriktioner skal overholdes.

Mit navn er Margit Grome, og jeg er datter af Erik Holger Grome. Han var modstandsmand i Danmark, og var fange blandt andet i KZ-Neuengamme. Jeg har nogle gange i årenes løb været med på ture til mindestedet, både som barn sammen med mine forældre, som voksen, og nu som pensionist, hvor jeg er medlem af bestyrelsen for den danske Neuengammeforening. Det har altid været en meget stor oplevelse og meget højtideligt, at være med på disse ture. Det er en helt speciel fornemmelse, at besøge de områder, hvor så mange mennesker levede stuvet sammen under umenneskelige forhold. Det er derfor med stor beklagelse, at vi nu flere år i træk, har måtte undvære at besøge mindestedet og have mulighed for at ære og hædre de personer, der gik så meget forfærdeligt igennem i KZ-Neuengamme, og de mange, der døde dernede.

Her er en beretning om min far, Erik Holger Grome (Nielsen), om hans ophold i KZ-Neuengamme, hvordan han var med til at danne den nationale Neuengammeforening, og hvorfor jeg blev medlem af bestyrelsen.

Min far som modstandsmand

I 1940, da Danmark blev besat, var min far 19 år. Han boede i København og startede som telegrafbud for senere at blive funktionær i Post- og Telegrafvæsenet.

I 1942 blev han indkaldt til Den Kongelige danske livgarde, hvor han blev korporal. Tyskerne opløste det danske forsvar i august 1943, hvor min far blev hjemsendt. Inden da nåede de danske soldater at ødelægge deres egne våben – til stor irritation for besættelsesmagten.

Fra 1940 til februar 1944 var min far i perioder aktiv modstandsmand. I starten var han tilknyttet den tyske brev-censur i Hovedpostgården samt lufthavnen – det gjorde han meget lempeligt på den måde at han fik breve stemplet som ”censurerede ” uden at min far havde streget i dem. Senere var min far direkte aktiv i modstandskampen blandt andet i ”Hjemmefronten” (Dannevirke) og i ”Holger Danske”, som udlånt.

Min far blev fanget 02.02.1944 under en jernbanesabotage i Helsingør. Man mener aktionen var blevet afsløret af en stikker. Han kom i Vestre fængsel, derefter Horserød (02.02.1944 – 10.08.1944) og blev overflyttet til Frøslev lejren (10.08.1944). Her havde besættelsesmagten lovet, at de fængslede danskere kunne blive siddende. Forholdene var rimelig gode – især når man tænker på, hvordan det var i KZ-lejrene.

Ophold i KZ-Neuengamme og Meppen-Versen

Men allerede en måned senere blev han sendt til KZ-Neuengamme (20. 08. 1944 – 15.11.1944). Hans fangenummer var 60841. Der var ufatteligt slemt at være fange i denne lejr, men endnu værre blev det da min far i perioden 15.11.44 – 15.03.45 blev sendt til udekommandoen KZ-Lejren Meppen-Versen, hvor der herskede endnu mere frygtelige forhold end i Neuengamme. Her blev fangerne blandt andet sat til at grave meget dybe render, for at forhindre kampvogne i at komme frem, da tyskerne frygtede en invasion fra de allierede. Det foregik i den meget kolde vintertid med usle træsko på fødderne, tyndslidt tøj og ofte stående i iskoldt vand. Der var mange, der døde i den periode.

Der var ikke fordi min far talte ret meget om denne tid, men han fortalte, at kommandanten solgte meget af fangernes mad (roer) til de omkringliggende bønder, således at hovedmåltidet bestod af udvandet roesuppe. En af grundene til at han, og andre danskere overlevede, var utvivlsomt de Røde Kors Pakker, som de ind imellem modtog fra Danmark. Fangevogterne tog deres del af pakkernes indhold, men noget nåede heldigvis frem til de hungrende fanger. Blandt andet var der cigaretter i pakkerne, og det var en god ”handelsvare”.

Hjemtur med de hvide busser

Den 15.03.1945 kom min far retur til Neuengamme. Grunden var, at der var blevet iværksat en kolossal redningsaktion, hvor Røde Kors og frivillige fra Danmark og Sverige, under Grev Folke Bernadotte, tog ned til KZ-fangelejrene i Tyskland og hentede skandinaver hjem. Det skete i dagene omkring 20.04.1945. De mest syge fanger blev i Danmark overført til et tog, da de skulle på hospitals-/rekreationsophold i Sverige.

Der var annonceret, at der ville blive et lille ophold i København, og min fars halvsøster, Elly, kaldet ”Schwester”, fik lov til et lille møde med min far på baneterrænet. Hun kunne slet ikke kende ham. Han havde tabt 40 kg, og så forfærdelig ud. Men hun kunne genkende stemmen, da han sagde: ”Kom her Schwester og få et rigtig luse-kram”. En dejlig oplevelse for Schwester – og stor glæde i hjemmet, da hun kom hjem og fortalte om begivenheden.

Efter krigen

Min far fortsatte i Livgarden. Han var rigtig glad for at være der, men måtte desværre opgive karrieren på grund af sygdom efter KZ opholdet, især tuberkulose. Han spillede trækbasun i Postvæsnets orkester i nogle år, men dette måtte han desværre også opgive på grund af svage lunger.

Han mødte min mor og blev gift med hende i 1948 og de fik 2 børn i 1949 (tvillinger, Margit og Martin Grome).

Min far var statsansat i Postvæsenet til sin død i 1981. Han var i længere perioder sygemeldt (tuberkulose, KZ-syndrom, mv.). Det var godt min far havde denne stilling, for uanset hvor meget sygefravær han havde, blev hans sygdomme respekteret af Etaten. Han havde de sidste mange år et ”skånejob”, hvor han var halvdags-ansat i pakkeposten.

Især i de første år var min far meget aktiv, og han var lige efter krigen med til at opbygge Hjemmeværnet og blev kompagnichef med rang af Kaptajn for Region Amager.

De overlevende fanger fra KZ-lejrene var både psykisk og fysisk svækkede, da de kom hjem. De fysiske sygdomme tog man sig af, men med hensyn til det psykiske fik de at vide: ”I skal være glade for I overlevede, og nu skal I ikke tænke mere på det, men se at komme videre.” Det var selvfølgelig umuligt.

Der blev i hele Danmark oprette smågrupper af tidligere KZ-fanger, hvor de kunne samles og prøve at hjælpe hinanden. Mange havde også økonomiske problemer, da de ikke kunne klare at varetage et arbejde. Men man fandt med årene ud af, at dette slet ikke var nok. Der skulle meget større indsatser til.

Min far var derfor med til at starte den danske nationale forening ”Landsforeningen af KZ-fanger fra Neuengamme” den 26. maj 1962 og var formand til sin død. Her kunne man få politikerne i tale og fik iværksat økonomiske og psykiske hjælpeforanstaltninger samt ikke mindst – få synliggjort de kæmpestore problemer de tidligere KZ-fanger havde.

Yderligere deltog min far i internationalt samarbejde – blandt andet AIN (Amicale International de Neuengamme), og var med i bestyrelsen i Kammeratrenes Hjælpefond (en dansk organisation, det gav økonomisk støtte til trængende).

Han var også med at arrangere årlige ture til Neuengamme og andre lejre for tidligere KZ-fanger, deres pårørende og andre interesserede. Turene døbte han ”Pilgrimsture”. I starten kørte man i privatbiler – senere i busser. Turen varede ca. 5 dage. Som regel var man en tur omkring Neuengamme-lejren, også for at se om opbygningen af mindestedet levede op til de løfter, der var givet.

En buschauffør (Leif) har fortalt, at når de var på vej f.eks. til Meppen-Versen så var der som regel god stemning i bussen til at starte med, men efterhånden, som man nærmede sig det tidligere lejr-område, blev stemningen meget anderledes, og mange tidligere KZ-fanger trak sig helt ind i sig selv, og ville slet ikke snakke.

Man kan spørge sig selv, hvorfor man tog på disse ture, hvor man igen kunne gennemleve det helvede, man havde været igennem. En tidligere KZ-fange, Ib Lærche, har sagt det så fint: ”Lad nu være med at tro, vi gør det af selvpineri. Vi kommer her ikke for at knuses i sjælen men på grund af sammenholdet med de mennesker, vi delte så meget ondt med i den forhadte lejr – og så lidt godt med. Vi er en slags frimurerloge – og det er krigens lidelser der binder os sammen.”

Havde min far så et godt liv efter KZ-lejren? Ja og nej. Han var ofte glad, havde en fin humoristisk sans og kunne lave sjove ord og sætninger. Han var meget selskabelig og en god ægtemand og far.

Eftervirkninger

Men opholdet havde bestemt sin pris. Der var perioder, hvor tuberkulosen florerede og han tilbragte flere måneder på sanatorier. Han havde ofte natlige mareridt, og vågnede op badet i sved. Hans nerver var ikke for gode, og flere gange havde han ”nervesammenbrud”, som det hed dengang. Begrebet ”Post Traumatisk Stress” syndrom var ikke opfundet.

Når tanke-myldret blev for voldsomt, greb han til selvmedicinering med alkohol. Nogle gange sad han i timevis og stirrede ud i luften og røg cigaretter. I dag kan jeg godt forstå det, men som teenager var det svært at forstå.

Min mor udtalte: ”Det er selvfølgelig fuldkommen forståeligt at vi hædrer og ærer og uddeler medaljer til tidligere modstandsfolk/ KZ-lejrfanger, men egentlig burde der også falde hædrende omtale om de hustruer, der blev i ægteskabet og støttede og hjalp. Det har ikke været helt nemt.

Min far døde pludselig i december 1981. Han blev 60 år. Jeg husker han sagde: ”Man skal ikke hade, men man skal heller ikke glemme.”

Afslutning

Efterhånden er der ikke mange tilbage af de oprindelige fanger i vores forening. I øjeblikket har vi en.

Den danske bestyrelse i Neuengammeforeningen var i starten præget af tidligere KZ-fanger og er gennem årene erstattet af deres pårørende og andre interesserede. Jeg blev selv opfordret til at komme i bestyrelsen, og har været medlem i mere end 10 år. Gennem de senere år har jeg læst en del om KZ-lejrer og de forfærdelige forhold, der var der. Egentlig kan jeg godt forstå, at der ikke blev talt så meget om det lige efter befrielsen. Tidligere KZ-fanger har udtalt: ”Der er jo alligevel ikke nogen, der vil tro på det vi siger”.

Det har betydet meget for mig, at jeg kan hjælpe lidt til med, at historien om de forfærdelige KZ-lejre ikke glemmes – og at vi stadig mindes de mange, der led så ufatteligt meget – og måske ofrede deres liv – for at vi kunne blive frie og leve i et demokratisk land. Jeg har meget respekt for det store arbejde AIN udfører. Det er uvurderligt.