I 2017 blev mindesmærket Hannoverscher Bahnhof åbnet i Hamborg. Det mindes de deportationer af jøder og Sinti og Roma, der fandt sted fra denne togstation mellem 1940 og 1945. Et tilhørende dokumentationscenter skulle åbnes i 2020. Det er dog endnu ikke sket. Det investeringsselskab, der ejer bygningen, har lejet en anden del af bygningen ud til gasproducenten Wintershall Dea, en fusion mellem selskaberne Wintershall og Dea, der begge har en nationalsocialistisk fortid.
Ofrenes foreninger og deres pårørende var imod. De hævdede, at salget af ejendommen var i strid med de betingelser, som byen Hamborg i sin tid havde stillet. De mente, at dokumentationscentret Hannoverscher Bahnhof ikke burde dele bygningen med lejere, hvis historie er i konflikt med dokumentationscentrets historie. De forskellige parter havde drøftelser, og til sidst tilbød ejeren af bygningen at oprette et uafhængigt dokumentationscenter. Åbningen er planlagt til 2026.
I lyset af disse begivenheder er det interessant at læse “Expansion at all costs“. Bogen indeholder tre artikler, der belyser historien om det tyske Wintershall AG, en af de to fusionsparter i Wintershall Dea, fra 1929 til 1945. Bogen er bestilt af den nuværende ledelse af virksomheden. Alt for sent, idet bogen blev først udgivet i 2020. Men “bedre sent end aldrig” gælder helt sikkert her.
Den første artikel beskriver den økonomiske historie for virksomheden, der begyndte som et kali-selskab. Kalium er en kombination af salte, der hovedsageligt består af kaliumcarbonat. Det anvendes bl.a. som ingrediens i kunstgødning. I begyndelsen af 1930’erne var Wintershall markedsleder med en markedsandel på 41 % af den tyske kaliindustri. I begyndelsen kunne man tjene gode penge på det. Statsmyndigheden Reichsnährstand, som regulerede fødevareproduktionen i Tyskland, ønskede at gøre landet uafhængigt af fødevareimport. Kunstgødning skulle være løsningen. Hver gang kali-priserne steg, greb staten ind. Fra da af var det svært for kaliindustrien at opnå overskud. Wintershall omlagde sig og formåede at indtage en vigtig position som tysk olievirksomhed. Produktionen var hovedsageligt rettet mod krigsindustriens ønsker og blev som udgangspunkt primært udført af tvangsarbejdere under krigen.
Den anden artikel beskriver, hvordan virksomhedens ledelse blev sammenflettet med det nazistiske regime, og hvordan August Rosterg, virksomhedens administrerende direktør, støttede nazistpartiet fra et tidligt tidspunkt. Han udnyttede den politiske udvikling til virksomhedens fordel. Han så demokrati og medbestemmelse som en trussel mod sin egen virksomheds frihed. Rosterg var et af de første medlemmer af Freundeskreis der Wirtschaft, en kreds, der blev grundlagt af Hitlers økonomiske rådgiver Wilhelm Keppler for at styrke forbindelserne mellem industrien, erhvervslivet og NSDAP. Rosterg fortsatte med at deltage i møderne, da Himmler overtog ledelsen og ændrede navnet til Freundeskreis des Reichsführers SS. I 1932 underskrev Rosterg også andragende til Hindenburg om at gøre Hitler til rigskansler. Rosterg var ikke medlem af partiet, men hans tætte bånd til Det Tredje Rige er mere end tydelige.
Den tredje artikel omhandler arbejdsforholdene og forklarer arbejdernes tilknytning til virksomheden, som Rosterg leder som en streng, men retfærdig far, ved hjælp af et smukt skildret folkeligt og firmafællesskab. Gennem et internt magazin får arbejderne at vide, hvad de skal mene, og retningen er klart politisk. Fagforeningsrepræsentanter er ikke længere velkomne. I 1933 udnævnes nye mæglere mellem arbejdstagerne og ledelsen, hvis vigtigste opgave var at opretholde den interne fred i virksomheden. Der blev f.eks. ikke længere forhandlet kollektive overenskomster med dem. Det daglige liv på fabrikkerne blev også i stigende grad sammenvævet med regimet. Med krigens udbrud i 1939 blev forholdene forværret, arbejdsdagene blev længere, og der blev indført et bødesystem. Efterhånden, som krigen skred frem, blev produktionen i stigende grad overdraget til tvangsarbejdere.
Jeg finder denne artikel den svageste i bogen. Forfatteren kæmper med, at situationen var forskellig fra sted til sted, men det ændrer ikke ved det faktum, at Wintershall brugte næsten 10.000 tvangsarbejdere, herunder koncentrationslejrfanger. Forfatterne påpeger selv i indledningen, at denne bog kun er et første skridt, og at der stadig er meget at forske i. Ikke desto mindre er det godt, at denne bog findes, og det er godt, at Wintershall har taget dette skridt til at gøre op med sin egen fortid.
Manfred Grieger, Dr. phil Ingo Köhler, Dr. Rainer Karlsch, Expansion at all costs. Studies on the Wintershall AG between crisis and war, 1929-1945. Societäts-Verlag. Frankfurt 2020.
