Marianne Rüsz’ far, Børge Emil Pedersen, var fange i koncentrationslejren Neuengamme og i underlejren Versen. Hun blev aktivt medlem af den danske Neuengamme-forening for at indfri det løfte, som hendes far og andre overlevende fanger havde givet deres faldne kammerater: »De skal ikke glemmes«.
Hvordan fandt du ud af din fars historie?
Jeg har hele mit liv, mens min far levede, hørt ham fortælle om sit ophold i kz-lejre. Fra jeg blev skolebarn, skulle jeg lære vigtige datoer i min fars historie samt hans fangenummer. Når vi var nogle steder, opstod der ofte en situation, som inspirerede min far til at sige: ”Har jeg fortalt om den gang, hvor jeg var i kz-lejr i Tyskland under krigen, hvor jeg oplevede…”
Hvilken indflydelse har din familiehistorie på den person, du er i dag?
Jeg har været medlem i to danske foreninger for tidligere fanger i Danmark, den ene blev jeg formand for i 2012.
Jeg læser meget forskelligt om tiden under krigen i Danmark, og søger yderligere oplysninger om de mange problemstillinger, som jeg støder på under denne læsning. Selv er jeg meget åben om min fars kz ophold, og giver mit besyv med, hvis talen falder på lignende emner om forhold i verden i dag.
Hvilke elementer af din familiehistorie og værdier vil du give videre til de næste generationer?
Min fars historie er fortalt til min søn – i dag 37 år. Vi havde ham med i Neuengamme, da han var 12 år, og han husker tydeligt min gengivelse af min fars historie. Han har nævnt noget om det for sin ældste søn på 8 år.
Vi har en plan om at tage denne med til mindehøjtidelighed i Mindelunden juleaften. Inden da sætter vi ham mere ind i den historie, hvor han er tredje generation.
Hvordan kom du til at engagere dig i den danske Amicale? Hvad betyder dit engagement for dig?
Et medlem i min forening sagde, at jeg skulle være medlem i den nationale forening samtidig med, at han sagde det til formanden i denne.
Det er for mig vigtigt, at den del af den danske historie ikke bliver glemt. Det er særdeles vigtigt, at opfylde det løfte, som de overlevende fanger lovede i forhold til deres døde kammerater: ”De skal ikke blive glemt!”
Ana Buka blev født i 1984 i Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Hun studerede engelsk ved universitetet i Sarajevo og fik sin kandidatgrad i litteratur og historie i 2015. Hun fik sin første erfaring inden for erindringskultur i 2014, da hun begyndte som frivillig i Aktion Sühnezeichen Friedensdienste (Aktion Soningstegn for Fredstjeneste) i koncentrationslejr-mindesmærket Neuengamme. To år senere afsluttede hun en uddannelse inden for memorialpædagogisk arbejde og har siden da arbejdet som freelancer ved mindestedet for koncentrationslejren Neuengamme. Som en del af sit arbejde ved mindestedet har hun medvirket som oversætter ved flere udstillinger, været med til at udvikle koncepter for nye uddannelsesformater, været med til at organisere arrangementer og taget sig af efterkommere.