I 2021 skrev jeg en artikel om min far, Erik Holger Grome (Nielsen – efternavnet blev fjernet i 1961), hans modstandskamp, hans tid i koncentrationslejre samt perioden efter den anden verdenskrig. Artiklen var til Reflections Blog. Derfor vil jeg ikke gentage meget her om selve modstandsarbejdet eller opholdene i lejrene, men i stedet fortælle mere om, hvordan det formede vores liv efterfølgende.
Efter at min far vendte hjem med de hvide busser og efter en periode med rehabilitering i Sverige, fortsatte han at arbejde som postmand i København. Hans drøm om at fortsætte i militæret (han var blevet korporal under sin tjeneste) , samt om at fortsætte med at spille trækbasun, blev umulig på grund af hans skadede lunger. Efter krigen tilbragte han to lange perioder i sanatorier, hvor han kæmpede mod tuberkulose.
I 1948 blev han gift med vores mor, Elly Marchen Kirstine Jacobsen, og i 1949 blev min tvillingebror Martin og jeg født.
Det var strenge efterkrigstider – også i Danmark. Der var rationeringer på næsten alt: kaffe, mælk, smør, modermælkserstatning, tøj og meget mere. Vi boede lidt udenfor København i en lille landsby, hvor man kunne bytte sig til mange ting, blandt andet grøntsager, æg og kyllinger. Vi havde selv høns, ænder og endda en gris. Selvom far i lange perioder var sygemeldt, var der aldrig tale om, at han skulle afskediges. Han fik sin løn hele vejen igennem, og det var en stor tryghed, at han var offentligt ansat og desuden beskyttet af staten som tak for have været modstandsmand og fordi han havde været i Kz-lejr.
Mor var en flittig husmor. Hun og hendes tante styrede hjemmet – et lille husmandssted i Maglebylille. Mor havde desuden været i skrædderlære, så min bror og jeg manglede aldrig tøj. Ofte var det om syede jakker eller frakker, men det tog vi os ikke af, da vi var små. Faktisk fik næsten alle andre børn i landsbyen omsyet tøj i 1950’erne.
Fængslingens psykiske og fysiske følger
Hjemmet var fuldt af kærlighed. Det var meget sjældent, vi blev skældt ud – vi var nok også meget skikkelige – og der blev aldrig brugt vold imod os. De første år tænkte vi ikke så meget over vores fars livsstil. Men med tiden undrede vi os over, at han kunne sidde i timevis, ryge cigaretter og bare kigge ud i luften. Vi fik at vide, at far havde været i modstandsbevægelsen, var blevet fanget og sammen med andre modstandsfolk sendt til arbejdslejr i Tyskland, og at han havde brug for at slappe af.
Vi forstod altså først meget senere, at vores far havde overlevet en koncentrationslejr og derfor måtte leve resten af livet med alvorlige psykiske senfølger, som i dag kan minde om eller være forenelige med PTSD. Det tog mange år – både for ham og for den danske Neuengammeforening – at få syndromet anerkendt. Det lykkedes heldigvis i samarbejde med dygtige læger. Hos min far viste symptomerne sig blandt andet som:
- Mareridt og søvnproblemer – min mor fortalte, at han ofte vågnede badet i sved
- Angst, uro og vagtsomhed – han kunne fare sammen ved en pludselig lyd
- Depression eller nedtrykthed – på et tidspunkt var han indlagt på psykiatrisk afdeling i omkring et år
- Irritabilitet eller følelsesmæssig lukkethed
- Vanskeligheder ved at tale om oplevelserne
- Påvirkning af familien, fordi traumet også prægede hverdagen derhjemme
Alt sammen noget, vi som familie kom til at mærke.
Men mærkeligt nok talte vi ikke ret meget om det. Jeg beundrer virkelig min mor, der som hustru skulle leve med alt dette og samtidig holde sammen på hverdagen.
Da min far havde tuberkulose, blev hele familien fulgt tæt med røntgenundersøgelser. Det foregik i en mobil røntgenklinik, hvor vi kom flere gange om året og blev gennemlyst. Som barn syntes jeg, at vi sad i den vogn i timevis og ventede – men det er nok min erindring, der gør tiden længere, end den egentlig var.
Med tiden gik det langsomt op for mig, hvilke forfærdelige forhold vores far havde været igennem. Jeg begyndte at læse en del om det, og har også besøgt adskillige tidligere Kz-lejre og museer. Jeg kan stadig næsten ikke forstå, hvordan han overlevede. Samtidig fornemmede jeg, at de danske fanger havde et stærkt sammenhold og hjalp hinanden, så meget de kunne. Det må have haft stor betydning.
Det var selvfølgelig også en fordel, at der kom Røde Kors-pakker frem til dem i krigens sidste halve år, og det var jo Svensk Røde Kors med Folke Bernadotte, der i samarbejde med det Danske Røde Kors faktisk reddede deres liv med de hvide busser.
Af og til var jeg med til arrangementer og rejser arrangeret af den nationale Neuengammeforening, og dér blev der nogle gange løftet en flig af, hvordan forholdene havde været i koncentrationslejrene. Med tiden kom der mere åbenhed, og enkelte af de tidligere fanger fortalte om deres ophold – enten i bøger eller ved at holde foredrag. Jeg har gemt mange af min fars bøger, og i flere af dem står der en varm tak til ham, fordi han havde holdt foredrag på en skole eller en uddannelsesinstitution.
Det var min mor, der sørgede for, at min bror og jeg hver dag fik lavet lektier, inden vi fik lov til at gå ud at lege. Far var ikke særlig involveret i den del af hverdagen, men han skrev gerne karakterbogen under og mødte op til forældremøder. Vi klarede os heldigvis udmærket i skolen – måske på grund af gode gener – og jeg tror, han var både stolt af og glad for vores skolegang og videre uddannelse. Men det var helt sikkert min mor, der bar det største ansvar for hjemmet og vores opdragelse.
Far var ikke meget hjemme fysisk eller åndeligt. Enten var han syg, eller også måtte han ofte lægge sig på grund af træthed, når han kom hjem fra arbejde. Og så havde han selvfølgelig også sit store foreningsarbejde. Så vi skulle tage ret meget hensyn til ham – fx. ikke larme for meget.
Min fars eftermæle
Far vidste utrolig meget, og han havde en hukommelse som en elefant. Han læste meget, fulgte med og havde en særlig evne til at lege med sproget. Han kunne vende ord og sætninger på hovedet, så der pludselig kom noget sjovt ud af det.
Han fik lov til at følge os, indtil han blev 60 år – og vi var da 32 år. Han døde pludseligt et par dage før sin 61. fødselsdag af en blodprop. På det tidspunkt havde jeg for længst stiftet eget hjem og var gravid med barnebarnet Peter, mens min bror havde boet og arbejdet i udlandet i mange år.
Jeg tænker tit på, om jeg kunne have fået mere at vide fra ham, hvis han havde levet længere – og hvis jeg selv havde spurgt mere ihærdigt ind til den tid. Men jeg må dog erkende, at det nok ikke havde været muligt.
Jeg er stolt af min far – af hans modstandsarbejde, af hans styrke og af, at han overlevede opholdet i koncentrationslejr.
Men det havde så sandelig også sin pris, både for ham og for den nærmeste familie. I perioder var jeg også meget bekymret for ham.
I de senere år fik han en del medicin, blandt andet antidepressiv medicin. Han sov meget, røg for meget, tog meget på og selvmedicinerede sig med alkohol.
Men jeg er også imponeret over, at han efter krigen – og efter så meget sygdom – blev kompagnichef og kaptajn i Hjemmeværnet, tamburmajor i postorkestret og var med til at starte den nationale Neuengamme-forening i 1962. Han var formand for foreningen indtil sin død.
Måske har alt dette været med til, at jeg kom til at arbejde 51 år i sundhedsvæsenet. I dag er jeg frivillig i blandt andet Hjerteforeningen, og i flere år har jeg været med i bestyrelsen i den danske Neuengamme forening. For mig er det ekstremt vigtigt, at de forfærdelige begivenheder under Anden Verdenskrig ikke bliver glemt. Og i dag føles det vigtigere end nogensinde.
Den danske Neuengammeforening er med i AIN ( Amicale Internationale de Neuengamme, ofte forkortet AIN.) Jeg har været til det årlige møde i Hamburg sammen med den danske formand i en del år. Her hørte jeg mere om hvor forfærdelige tilstande og grusomheder, der var foregået i lande som: Spanien, Frankrig, Holland, Belgien, Polen og Tyskland. Adskillige blev dræbt eller ført til KZ-lejre og mange byer blev sønderbombet.
Det imponerer mig meget, hvor fint og sobert mindestedet Neuengamme nu er, og hvor mange aktiviteter og
oplysningskampagner, der bliver iværksat derfra.
Ligeledes er jeg imponeret over de mange tiltag, der bliver gjort af Neuengamme-foreningerne i de andre lande, hvor de også sørger for at krigstiden ikke bliver glemt.
Jeg er godt klar over, at vi i Danmark blev skånet for meget, da landet ikke blev ramt så hårdt under krigen. Dog var der 6.100 danskere, der blev deporteret til tyske Kz-lejre, og 600 af dem døde dernede.
Men for os, der har haft et familiemedlem med dybe og langvarige eftervirkninger – og som langsomt gik til under vægten af dem – fylder disse grusomheder naturligvis meget. Så jeg vil gentage, hvad min far lærte mig:
“Vi må ikke hade, men vi må heller aldrig glemme. “
