Den 3. maj 2023 er det 78 år siden, at fangeskibene i Lübeckbugten blev bombet. I den anledning har vi lavet et interview med Bernard Jeune. Hans far var en af de næsten 7.000 mennesker, der mistede livet, da fangeskibene sank den 3. maj 1945. Som medlem af den franske modstandsbevægelse blev lægen Eugene Jeune arresteret den 20. april 1944 af den berygtede Gestapo-chef i Lyon, Klaus Barbie. I slutningen af juli 1944 blev han deporteret til koncentrationslejren Neuengamme, hvor han arbejdede som fangelæge på sygeafdelingen. Vi talte med Bernard om indflydelsen fra sin egen familiehistorie, hvordan man håndterer den og vigtigheden af erindring i almindelighed.
Maren Degener: Jeg vil gerne vide, hvordan din fars liv og arbejde, hans fængsling og også hans død har påvirket dit eget liv.
Bernard Jeune: Jeg er i Danmark. Og jeg er dansk nu. Hvis min far var kommet tilbage, var jeg blevet i Frankrig og var aldrig blevet dansk. Min mor giftede sig med en dansk ven af min far, som også havde siddet i koncentrationslejr. Så det havde en meget grundlæggende betydning for mig, at jeg skiftede nationalitet. Jeg kom her til Danmark i 1949, gik i skole, derefter på universitetet og så videre. Jeg er fransk af fødsel, men nu er jeg dansk. Så det har været en meget grundlæggende indflydelse.
Maren Degener: Har du stadig forbindelser til Frankrig?
Bernard Jeune: Ja. Jeg har en stor familie med mange fætre og kusiner. Jeg tager til Frankrig to gange om året. I maj sidste år havde vi et stort møde med 15 af mine fætre og kusiner. Jeg ser dem meget ofte og taler også med dem i telefonen. Så jeg har en forbindelse til Frankrig. Det skyldes især, at min mor har bevaret forbindelsen til min franske familie. Vi rejste til Frankrig hver sommer. Jeg har aldrig lært at skrive korrekt på fransk – jeg laver stadig et par grammatiske fejl og så videre – men jeg er tosproget, kan man sige. Mit modersmål er fransk. Jeg har først lært dansk bagefter.
Maren Degener: Har du nogensinde overvejet at flytte til Frankrig?
Bernard Jeune: Ja, jeg prøvede. Min mor ville gerne have haft, at min bror og jeg vendte tilbage til Frankrig. Også min stedfar. Han var meget ældre end hende, 25 år. Ligesom min far var han læge. Han kendte ham fra koncentrationslejren. Efter at han havde friet til min mor, flyttede vi til Danmark. Men han accepterede også, at vi var nødt til at vende tilbage til Frankrig. I 1962 begyndte jeg at studere medicin i Lyon, min hjemby. Men jeg indså allerede dengang, at jeg gjorde det for min mors skyld. Fordi hun ønskede det. Jeg vidste, at jeg ville vende tilbage til Danmark. Jeg var allerede blevet for dansk. Jeg begyndte at studere i Frankrig, men min bedste ven var for eksempel begyndt at læse medicin i Aarhus. Så jeg vendte tilbage til Danmark, gik på universitetet der og færdiggjorde også min lægeeksamen der.
Maren Degener: Havde dit valg af studieområde noget at gøre med dine fædre?
Bernard Jeune: Det tror jeg. Både med min far og med min stedfar. Min stedfar arbejdede som praktiserende læge i det sydlige Danmark. I Augustenborg, i nærheden af Sønderborg og Flensborg. Og det er også der, jeg er vokset op. Det lå så at sige i mit DNA at begynde at læse medicin. Men måske var det også en fejltagelse. For jeg var allerede på det tidspunkt meget interesseret i litteratur og filosofi. Jeg har altid problemer med at koncentrere mig om ét emne. Jeg læser for meget og for bredt. Det er svært at finde tid til at læse så meget litteratur, mens man studerer medicin. Jeg voksede op i et miljø, hvor folk var meget engagerede i at bekæmpe fascismen. Og jeg tror, at jeg har noget at sige om det på grund af dette engagement. Jeg var også meget interesseret i teater og overvejede at blive teaterinstruktør. Jeg havde allerede sat et skuespil op i skolen. Men det var for indadvendt for mig. Jeg havde brug for at lave noget, der var rettet udadtil. Jeg ville gerne være mere involveret. Og medicin var det rigtige felt til det. For der kunne jeg gøre noget for mennesker. Så ja, på den måde har både min fars og min stedfars erhverv haft stor indflydelse på mig.
Maren Degener: Men det var ikke sådan, at du kun gjorde det, fordi dine fædre var læger. Var det mere en ubevidst beslutning, som du ikke tænkte over?
Bernard Jeune: Nej, det var … Du ved, på mange måder er livet bestemt af tilfældigheder. Det var lidt af en tilfældighed, at jeg blev dansk, fordi min far var involveret i modstandsbevægelsen. Hvis han ikke var blevet arresteret af Klaus Barbie, var jeg aldrig blevet dansker. På den måde er livet en serie af mange på hinanden følgende tilfældigheder. Men samtidig er disse tilfældigheder også en slags skæbne. Det lå i mit DNA at blive læge. Men jeg valgte det også selv. Det var mit frie valg, om man vil. Livet er en kombination af skæbne, »tilfældigheder« og frie personlige valg. Det er meget svært at sige, hvad der var det afgørende aspekt, der fik mig til at blive læge.
Maren Degener: Jeg læste, at du rejste til Lübeck-bugten. Jeg tror, det var sidste år (2022), ikke sandt?
Bernard Jeune: Det var sidste år. Jeg blev inviteret til at holde et foredrag ved mindesmærket i Neustadt. Jeg var der også i 2010. Jeg tror, at sidste år var tredje gang, jeg var på skibet i Lübeck-bugten. Jeg har også været i Neuengamme flere gange, mindst fem eller seks gange.
Maren Degener: Ud over disse besøg, er der så noget andet, du gør for at mindes din far?
Bernard Jeune: Nej. Jeg var kun seks måneder gammel, da han blev arresteret af Klaus Barbie. Jeg kan ikke huske ham, jeg var aldrig tæt på ham. Men hver gang jeg møder hans gren af familien, tænker jeg selvfølgelig på ham. Han havde to brødre og to søstre. Den ene søster døde, før jeg blev født. Men jeg kender de to brødre og søsteren, min tante, meget godt. Jeg var meget tæt på min tante. Hun var hans lillesøster, fem år yngre end ham. Jeg var også meget tæt på hans storebror, som også var læge. Han var syv år ældre end min far. Jeg mødte de to hvert år, nogle gange endda to gange om året. Ved at være tæt på hans lillesøster og storebror var jeg også tæt på min far.
Maren Degener: Er der nogen særlige ting eller ritualer, som I gør den 3. maj? Sidder I f.eks. sammen som familie og mindes jeres far?
© Bernard Jeune
Bernard Jeune: Egentlig ikke. Min onkel, lægen, professoren i pædiatri – Mathis, hans storebror – havde fødselsdag den 3. maj, den dag min far døde. Og derfor fejrede han aldrig sin fødselsdag. Aldrig! Det var sådan, vi mindedes min far på min onkels fødselsdag. Vi kunne sige hej, ønske ham tillykke med fødselsdagen og så videre. Men vi vidste, at det gjorde ham ked af det. Og jeg kan huske, at vi i min barndom i 1950’erne altid tog på ferie til Frankrig i bil med min stedfar. Engang var vi i Neustadt i begyndelsen af 1950’erne. Der var ikke noget mindesmærke som i Neuengamme. Der var ikke noget der. Vi tog til stranden, hvor nogle af dem, der var flygtet fra ‘Cap Arcona’, havde reddet sig selv. Og vi så, at der kun var en campingplads der. Det var den eneste gang, vi var der i min stedfars levetid. Den eneste gang! Min stedfar tog aldrig til Neuengamme. Ikke engang efter at de var begyndt at opføre mindesmærket der. Jeg kan huske, at da vi rejste til Frankrig i 1950’erne, kørte vi hele vejen igennem til Holland. For min stedfar ville aldrig have sovet på et tysk hotel. Han havde en god ven i Arnhem i Holland, som også havde været i Neuengamme koncentrationslejr. Så vi kørte lige igennem fra Augustenborg/Sønderborg til Arnhem for at undgå at skulle overnatte i Tyskland.
Maren Degener: Talte din stedfar med dig om din far dengang?
Bernard Jeune: Nej. Ved mit bryllup i 1966 holdt han en tale for at lykønske os med vores ægteskab. Og i denne tale nævnte han min far, og hvad de havde oplevet i Neuengamme. Han græd lidt. Så vidt jeg husker, var det den eneste gang, han talte om min far. Og jeg spurgte ham ikke, for han kunne ikke lide at blive spurgt om sine oplevelser i Neuengamme. Den generation kunne ikke lide at tale om den slags ting. Det var næsten det samme med min mor. Selvfølgelig talte jeg med hende, men ikke ret meget. Jeg fortryder, at jeg ikke lagde mere pres på hende dengang. Men jeg oplevede det ofte. Jeg har en fransk familie og en dansk familie, som havde familiemedlemmer i Neuengamme, Ravensbrück og Buchenwald. Og vi talte aldrig om det. De ønskede ikke at tale om det. Jeg kan huske min mors kusine, som var i Ravensbrück. Hun var med i modstandsbevægelsen i Clermont-Ferrand i Auvergne. Ligesom min mor i hendes ungdom. Jeg besøgte denne kusine meget ofte, da hun var gammel. Hun døde, da hun var 95 år. I det sidste år af hendes liv forsøgte jeg at tale med hende. Hun prøvede, men det var for svært for hende. Hun var for gammel til at tale om det mere. Det samme med min mor. Det var for sent. Jeg skulle have været mere vedholdende, da jeg var yngre. Men når man er yngre, lever man sit liv. Man skal være lidt ældre for at være en, der vil vide mere. Da jeg pressede dem til at finde ud af mere, var det for sent. De var for bange til at tale om det. Jeg fortryder, at jeg ikke vidste, hvad min far præcist lavede i modstandsbevægelsen. Han var medlem af et netværk, der hed ‘Pericles’. ‘Pericles’ var en del af den store modstandsbevægelse ‘Combat’ i Frankrig. I løbet af min barndom i 1950’erne besøgte vi Lise Lesèvre flere gange. Hun var en fransk modstandskæmper, som vidnede mod Klaus Barbie. Min mor blev også inviteret til at vidne mod Klaus Barbie. Men det ville hun ikke. Hun sagde: »Jeg vil ikke gå derhen.« Jeg læste den lille bog af Lesèvre. Den og samtalerne med hende er mine eneste kilder. Og andre små bøger skrevet af en, der hedder Rendu, og en yngre læge, der var i Buchenwald. Jeg fandt ud af en lille smule om, hvad min far gjorde. Men ikke nok, efter min mening. Jeg fortryder lidt, at jeg ikke spurgte disse mennesker om flere detaljer om hans arbejde for modstandsbevægelsen. Det er en ting, jeg tænker på fra tid til anden. En anden ting, jeg ofte tænker på, er, hvordan han sandsynligvis døde på ‘Cap Arcona’. Det er ikke noget, der giver mig mareridt. Men jeg tænker ofte på det i mine drømme. Rendu, en af de modstandsfolk, der overlevede og skrev en lille bog om Neuengamme, sendte et brev til min mor. I det skriver han, at han så min far, mens han gik op ad trappen på ‘Cap Arcona’ for at springe i vandet. Han så min far behandle nogle patienter med forbrændinger. Der var et lille ‘revier’ på toppen af ‘Cap Arcona’. Rendu så ham og sagde farvel til ham. Og selvfølgelig kunne min far ikke svømme. Så han kunne slet ikke springe. Men han var også læge. Det er en anden grund til, at han ikke ville springe. Når man er læge, skal man behandle dem, der har brug for hjælp. Jeg tror, det var derfor, han blev om bord. Men måske bidrog det faktum, at han ikke kunne svømme, også til hans beslutning om at blive på det synkende skib. Jeg tænker ofte på, hvordan han døde. Druknede han eller brændte han ihjel eller noget? Og hvad skete der med hans krop? Blev det skyllet op i Neustadt eller et sted i nærheden af Lübeck? Det er nogle af de ting, jeg spørger mig selv om fra tid til anden. Men det er ikke noget, der bekymrer mig meget. Det er bare noget, jeg ville ønske, jeg havde vidst.
Maren Degener: Er din fars historie noget, du deler med dine børn? Jeg tror, at dine børnebørn stadig er for unge til det?
Bernard Jeune: Mine børnebørn vidste, at jeg var i Neustadt sidste år for at holde en tale. Det var der, de begyndte at stille spørgsmål. Jeg havde sendt talen til mine børn. Og de talte om den med deres børn. Mine børn spurgte mig selvfølgelig. De ved, hvad jeg ved. Og alt, hvad jeg skrev, og hvad jeg sagde til en dansk avis. Og de talte også med min mor om det. De kendte min mor rigtig godt. Jeg kender nogle detaljer fra dem. Hun var lidt mere åben over for dem. Men ikke særlig meget. De fik ikke nogen præcise detaljer fra hende.
Maren Degener: Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvad du synes om at dele minder generelt, ikke kun i familien, men også offentligt. Hvorfor er det så vigtigt at huske fortiden?
Bernard Jeune: Jeg tror ikke, at mine børn nogensinde har været i Neuengamme. Men de siger, at de gerne vil derhen. Men du ved, de har deres egne liv. I mange år var jeg ikke særlig åben, når det gjaldt om at dele mine tanker om emnet. I 2015, da der kom mange flygtninge til Tyskland og Danmark, spurgte en journalist mig, om jeg ville fortælle min familiehistorie. Først sagde jeg nej. Men så bad en af mine kolleger på Syddansk Universitet, som forsker i Holocaust, mig og en anden fra universitetet om at fortælle om vores familiehistorier på et af hans seminarer. På det tidspunkt var vi de eneste to personer på universitetet, hvis fædre havde været med i modstandsbevægelsen. Så jeg holdt et foredrag der, et meget langt et. Og så hørte denne journalist om min forelæsning og seminaret fra en af tilhørerne. Han fortalte mig, hvor relevant min familiehistorie var for de flygtninge, der kom fra Syrien og andre dele af verden i 2015. Dette argument overbeviste mig. Jeg gik med til at dele min historie med ham. Situationen med den nuværende krig i Ukraine minder mig også om dette. Da de bombede Mariupol, mindede det mig om bombardementet i Lübeck-bugten. Så i den henseende er erindring meget vigtig, fordi den er mere relevant end nogensinde på grund af krigen i Ukraine.
Maren Degener: Synes du, det er vigtigt at tale om fortiden i dette tilfælde? Hjælper det os med at forstå nutiden eller fremtiden, hvis vi kender til og husker fortiden? Du nævnte krigen mod Ukraine. Tror du, der er en forbindelse mellem disse ting?
Bernard Jeune: Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg ved ikke, om det hjælper. Det er bare noget, man tænker over. Historien gentager sig aldrig på samme måde. Men den er der, en form for erindring i stil med »nu igen«. Det viser os, at folk ikke lærer noget af historien. På den måde er det en påmindelse om, hvor tåbelige vi er. Det handler ikke så meget om at hjælpe os med at forstå, men mere om at spørge »Hvorfor kan vi ikke lære af fortiden?«. Måske kunne det hjælpe en familie som min, hvor der er familiemedlemmer, som har været igennem noget lignende. Der er mange familier i Ukraine med bedsteforældre, som stadig kan huske Anden Verdenskrig. I det tilfælde kunne det være en stor hjælp at tale om fortiden. Det, der sker i Ukraine nu, er barbarisk. Man kan sammenligne det med dengang, nazisterne var der. Der bliver begået krigsforbrydelser. Men som vi ved, var der også mange i Ukraine, som støttede og samarbejdede med nazisterne og det nazistiske regime. Jeg kan huske, at en af grundene til, at min mor ikke ville vidne i retssagen mod Klaus Barbie, var, at hun sagde, at der også var problemer i modstandsbevægelsen. Som i tilfældet med Jean Moulin, lederen af den franske modstandsbevægelse, som blev forrådt af en person, der havde været medlem af komiteen. Klaus Barbie kendte til disse problemer. Og en del af den franske modstandsbevægelse brød sig ikke om denne retssag, fordi den kunne have afsløret mange konflikter i modstandsbevægelsen. Jeg tror ikke, at min mor kendte nogle af disse forrædere. Men jeg tror også, at det spillede ind, at ikke alle kunne lide den. Det kunne også være et problem i Ukraine. Så selv om det kan være nyttigt, kan det også have negative konsekvenser.
Maren Degener: Jeg giver ofte skoleklasser guidede ture til mindesmærket for koncentrationslejren Neuengamme. Det er længe siden for dem. Hvad skal jeg fortælle dem? Hvorfor er det så vigtigt at besøge Neuengamme og lære om dens historie?
Bernard Jeune: Jeg synes, det er vigtigt at vide det. Overalt. Hele tiden. For alle mennesker og i alle miljøer. Vi ved, at dårlige ting kan ske når som helst. Et barbarisk system kan etableres når som helst. Det så vi i Serbien, i Jugoslavien. Vi ser det nu i Ukraine med den krig, der foregår der. Derfor er det vigtigt, at børn altid ved, at ting kan ske. Ting kan ændre sig. Og tingene kan ændre sig til det meget, meget værre.
Oversættelse: Margit Grome
